Historien om dragracing tog sin begyndelse i Californien på USA’s vestkyst i slutningen af 30’erne. Der var nu så
mange biler i USA, at ungdommen begyndte at få råd til de billigste modeller. Det var biler fra Ford Motor Co. fra
slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne, der blev de foretrukne modeller, og den allermest efterspurgte var
Ford Roadsteren fra 1932. I ‘32 præsenterede Ford nemlig sin V8 flathead motor som afløsning for den gamle
udtjente 4-cyl. motor og Ford havde nu 2 cyl. mere end ærkerivalen Chevrolet, der kun havde 6 cyl. helt frem til
1955.
Bilerne blev ombygget på forskellig vis afhængig af ejerens smag og pengepung, og noget alle kunne blive enige om,
var at både for- og bagskærme skulle af. Andre muligheder for at få din egen helt unikke bil var, at sænke forruden,
lave flere "gæller" i motorhjælmen og lakere bilen i skrappe farver.
I 1938 dukkede de første Hot Rod klubber op, og samme år begyndte man at konkurrere på bunden af udtørrede
søer. Disse løb var den eneste lovlige konkurrencemulighed Rod-ejerne havde, og antallet af klubber og medlemmer
voksede støt. Konkurrencerne var hastighedskonkurrencer med elektronisk tidtagning, hvor bilerne var inddelt i
forskellige klasser, og hvor formålet var at opnå den højest mulige gennemsnitshastighed over 1 mile (1608 meter).
I 1940 fik det hele en brat afslutning med udbruddet af 2. verdenskrig da Rod-ejerne blev spredt over det meste af
verdenen. Efter krigen eksploderede Hot Rod interessen i USA, fordi mange af de hjemsendte soldater pludselig
manglede spænding i tilværelsen og derfor begyndte at lave Hot Rods. Interessen steg så kraftigt, at Rod-ejerene
delte sig i flere grupper.
Nogle Rod-ejere begyndte at køre banerace med deres biler. Det er det, der i dag er blevet til NASCAR og
INDYCAR på de store ovalbaner i USA. Nogle banekørere fortsatte på de små jordovalbaner og kørte det, der i dag
hedder sprintcars. Det er en slags speedway for små specialbyggede vogne med store V8 motorer.
Andre Rod-ejere specialiserede sig i biludstillinger og byggede Rods med masser af chrom, skinnende lak osv. Disse
ejere turnerede rundt i USA på en mænge biludstillinger og konkurrerede med hinanden, om at have den flotteste
Rod. Andre Rod-ejere fortsatte med at benytte deres biler på gaden bl.a. til en tur på den lokale Drive-in Burgerbar
lørdag aften. Mange lå og trillede langsomt rundt i byen for at vise deres biler, og for at se på de andre, og dermed
opstod begrebet cruising.
Endelig var der de Rod-ejere, der byggede deres biler til acceleration og konkurrerede mellem lyskrydsene i byerne.
Her holdt de to duellanter for rødt ved det første kryds. Ved grønt blev de mange hestekræfter sluppet løs, og side
om side buldrede de to biler ned af hovedgaden til det næste kryds, der var målstreg. Hver by havde sin konge og
mange tog rundt til de andre byer i nærheden og dystede med andre konger om æren og dollars. Dette var starten
på det, som denne historie egentlig handler om, nemlig Dragracing!
Efterhånden som interessen steg og bilerne blev hurtigere, begyndte politiet at blande sig, og man flyttede derfor ud
på øde vejstrækninger uden for byerne og kørte ræs der efter solnedgang. Disse natteræs kan bl.a. opleves i filmene
"Sidste nat med kliken", "Grease" og "Først over stregen".
I 1951 dannede man en landsdækkende klub - National Hot Rod Association (NHRA) - for at få gjort det hele lidt
mere lovligt. Der blev udarbejdet konkurrenceregler, sikkerhedsregler og bygget baner med sikre tilskuerfaciliteter.
Banens længde blev sat til 1/4 mile (402,33 meter), der var den afstand der oftest var mellem lyskrydsene i byerne.
Dragracing er i dag udbredt over hele verden bl.a. i Australien, England og Sverige.
Fra Sverige kom Dragracing til Danmark, hvor det først løb blev kørt på Sindal
Flyveplads i 1984.
SÅDAN
Ideen med Dragracing er simpel: 2 MC konkurrerer om, hvem der fra stående start hurtigst kan tilbagelægge en
strækning på 1/4 mile (402,33 meter). Resultatet opgøres i sekunder (ET = elapse Time) og i km/t. Et Dragracing
løb består af kvalificering (tidskørsel) og af eliminering (udslagning). Efter kvalificering placeres de bedste førere i et
eliminerinsskema (stige). Ved eliminering starter man parvis; den der først passere mållinien har vundet uanset
tiden og går videre til næste runde.
Et løb starter altid med opvarmning af dækkene for at få bedre greb i asfalten (burn-out).
På starterens tegn køres der frem mod startlinien mens man iagttager starttræets to
øverste lamper (pre-stage og stage). Kort før startlinien vil forhjulene bryde to fotoceller,
der tænder de to stagelamper, og motorcyklerne står nu i den rette position.
Starteren begynder nedtællingen, som ses ved, at 3 gule lamper starter med at blinke
oppefra og ned med et interval på et halvt sekund. Derefter tænder den grønne lampe,
og løbet er i gang. Hvis føreren kører, før hans grønne lampe lyser, vil han bryde den
fotocelle, der starter tiden, hvorved der automatisk med en rød lampe registreres tyvstart.
