FINN ASSERBO

 

Danmarks største Dragbike-kører (192 cm - 134 kg)

Det hele startede en varm sommerdag den 23. august 19??, da jeg blev kørt af min far på hans Harley Davidson WLC indsvøbt i min mor på vej til fødselsanstalten Jylland i Århus.

Jeg tror, det var hjemturen i sidevognen på WLC’en et par dage efter, der skabte min store interesse for MC-livet. Jeg nød virkelig vinden i mit nye hår, og motorlyden var også meget federe udenfor livmoderen, hvor moderkagen havde været eneste nabo. Fra skoletiden husker jeg ikke meget udover, at jeg gik i klasse med Poul Krebs ( www.Poulkrebs.dk ), som også allerede dengang var god for en sang. Men jeg var da den hurtigste på skolen, og jeg var altid den, der først var hjemme. Om det så skyldtes, at jeg kørte på Kreidler Florett RS. 5 gear 6,25 hk osv., eller jeg bare tyvstartede, husker jeg ikke helt.

Tiden var lang, men igen en varm sommerdag i august skete det. 18 år. Så var jeg klar. Denne gang var det kun min mor som var med på tur til Jysk Motor Lager i Århus. Hun skrev villigt under på en dåbsattest på en ny Honda CB 500 Four til 19.644,50 med afgifter og alt - ja det var tider.

Efter lidt testkørsel gennem tiden kom mit nye kørekort. Så skulle Hondaen straks afprøves - kæresten op på bagsædet, og af sted til Venedig uden at dø! Da det ikke var langt nok, skulle vi da også lige se Barcelona - nu vi var på de kanter. Mange, mange ture og diverse MC’er siden, prøvede jeg med lidt Road Racing men måtte erkende, at det gik bedst på landevejen.

Så snart det var august igen, skulle der ske noget nyt! Jeg var nede på Vandel Flyveplads for at se Dragracing. Da jeg kom kørende på min Kawa ZZR 1100 D3, var jeg da helt sikker på, at jeg kunne jorde alle de andre. Så vi kontaktede løbslederen, og jeg fik en endagslicens. Jeg fik has på en Andre B. fra Norge på en Kawa Ninja RR - så jeg kunne straks se, at det var lige mig. At kunne race som en vild uden at komme hjem med en fartbøde. Så 13 runs efter og en MC, der trængte til en stille dag, gik jeg i tænkeboks - med erfaringer fra Mosten Race Day, Vandel Dragway og utallige gaderæs i hukommelsen! Noget måtte ske. Jeg rejste over til Jens Nystrand, som var et hit fra ’70-’80, og købte hans fartjern - en Kawa Dragbike, som så blev opgraderet og tilpasset efter mine mål. Så havde vi en vindercykel i bedste Team R.C.S. regi!

Da der ikke var en Dragbike-klub i Danmark, og der ikke blev kørt løb under D.M.U., satte 2 af mine sportsvenner,  Holger, Flemming og jeg os hjem i mit køkken og sendte 200-300 breve ud med indbydelser til en stiftende generalforsamling - alle dem vi kendte med gas i blodet fik et skriv. Dragbike Club Denmark blev - med manges hjælp - en realitet 20/2 - 1999 i kantinen på mit arbejde.

 Team RCS blev efterfølgende en realitet, da René, som er indehaver af Randers- Cylinder- Service, gik ind og blev hovedsponsor, og vi fik nogle gode år med vores R.C.S. Kawa, og det blev til mange 1. pladser i ind- og udland. Og Teamchef René Møller – Larsen vidste altid, hvad han skulle bruge fritiden til, der var og er altid utroligt meget materiel, der skal vedligeholdes og udskiftes på en Dragbike. 

Der var stor uro i kroppen igen først på året 2002, for hvad ville der ske til august? René og jeg havde været i Sverige og set på et basis Competition Top Fuel Bike projekt. René var ved flere lejligheder i Sverige og vist også i banken, både i Sverige og Danmark - på hemmelige opbygningsmissioner - og pludselig stod den klar i Randers. Verdens eneste 6 cylindrede Competition Fuel Bike, som nu kun skulle tilpasses, så jeg sad optimalt på FARTUHYRET!

Så var vi klar! Første rigtige testkørsel skulle foregå med maner, så vi tog til Mantorp (Sko Uno) EM afdelingen. Det er vist aldrig sket før i historien, men alle ca. 30.000 tilskuere og deltagere glemmer det aldrig. Vi blev kval 2, og det rakte til en samlet 17. plads i hele EM serien i 2002, hvor der var 34 kørere og 6 afdelinger.

Ved Race Day sidst i August var vi kun 8/1.000 sekund fra at slå Europamesteren Charly Karlings banerekord. Så nu er målet helt klart at vinde EM i verdens hurtigste motorsport!

Europan Championship 2003 blev et hårdt, problemfyldt år for os ( se Nyhedsbreve ). Men vi sluttede på en flot 8. plads ud af 34 deltagere, og vi er også de eneste danske deltagere nogen sinde i denne verdens hurtigste klasse TOP FUEL BIKE.

På hjemmefronten kom jeg på en 4. plads, da jeg blev far til mit 4. barn, denne gang en dejlig lille pige. Resultatet i denne kategori er nu pt. 2 drenge og 2 piger. Størst og først er Jesper som er  født i august og næst størst  er Daniel, derefter pige nr. 1 Louise og sidst ankommet Natacha.

Hele 2004 gik med at tænke over hvad der nu skulle ske, for nu kom der jo en dejlig lille pige mere på weekend ved far Finn. Og René havde brug for at sunde sig efter at have adskilt motoren et utal af gange rundt i hele Europa.

Så er vi klar igen med deltagelse i to EM afdelinger i 2005, ud af 6 tællende i hele EM serien,  disse anstrengelser rakte til en samlet 16. plads.

Så blev det år 2006 - og dette år er for mig en stor milepæl, for da det blev den 23. august blev jeg yderlige rund. Planen gik på ikke at holde fødselsdag, for så var der nok kun dem, der kendte mig fra den første dag på jorden, som kunne komme frem til det store regnestykke. Men der kom da lidt nye sokker, lædertøj, sengetøj, skotøj, syltetøj, sytøj, kager, slik og dejlig portvin. Så det gik ikke helt som planlagt, nej det er som i dragracing - man ved ikke hvad der kommer eller ikke kommer. Men vi blev de første danskere, der vandt et Top Fuel Bike Løb i Verden, og vi blev også de første danskere, der kom i semifinalen i en EM afdeling. Så disse pokaler kan vi så tage med på vores vej fremover og vise til børnebørnene. Samlet blev vi nr. 12 i hele EM serien ved at deltage i to af 5 tællende EM afdelinger.

Noget stort måtte ske for at kunne markere dette runde år, og jeg har altid ønsket mig en 6 cylindret Top Fuel Bike, og den købte René jo, så nu skulle jeg så købe en 4 Cylindret Top Fuel Bike. Næste gang køber vi så en 2 cylindret Top Fuel Bike for at have hele samlingen.

Derfor tog René og jeg på fødselsdags indkøbstur og købte en 6,4 sek. 4 cylindret Top Fuel Bike til vores samling, denne har tidligere vundet Europa Mesterskabet. Nu mangler vi så kun en 2 cylindret, men julen falder jo den 24. december i år - så må vi se, om jeg har været sød !                 

Med venlig hilsen

Finn Asserbo